Martin Luther King

Hvor blev Martin Luther King født?

Dr. Martin Luther King taler ved fredsmarchen
i Chicago 25. marts 1967.
Foto: AP Photo/Chick Harrity/PolfotHvor blev Martin Luther King født?

Martin Luther King, Jr. blev født i 1929 i Atlanta, Georgia, som søn af baptistpræsten Michael King og Alberta Williams King. Han fik navnet Michael King, efter sin far. Men efter faren i 1934 havde været på en baptistkonference i Berlin, ændrede han både sit eget og sønnens navn til Martin Luther King – henholdsvis Senior og Junior. Inden for familien gik Junior dog mest under navnet ”Mike” eller ”ML”.

Hvilket religiøst miljø voksede han op i?

Martin Luther King blev født ind i et kristent, baptistisk miljø. Både hans morfar og far havde været og var præster i den baptistiske kirke. I sin barndom og teenageår var Martin Luther King dog ambivalent i forhold til kirken. Ifølge professor Peter Lings biografi ”Martin Luther King, Jr.” (se kilder) stillede han på den ene side spørgsmålstegn ved centrale dele af den kristne tro og tog til en vis grad afstand fra det meget følelsesladede aspekt af den traditionelle evangeliske kristendom. Til gengæld var han fascineret af, hvor stærkt netop disse følelsesladede gudstjenester med sang og interaktiv prædiken påvirkede folk. Hvor gode de var til at opmuntre almindelige mennesker til at gøre ting ud over det sædvanlige, og hvor stor indflydelse kirken og dens præster havde i lokalmiljøet. Martin Luther King skulle senere vise sig at have arvet og udviklet de oratoriske evner, hans morfar og far gjorde brug af i deres prædikener, og som virkede stærkt inspirerende på deres menigheder. Desuden tog han farens ”Social Gospel” til sig, som pålagde præsterne at engagere sig i menighedens sociale problemer.

Hvad er baptisme?

Den baptistiske kirke er en kristen, evangelisk kirke, som ikke praktiserer barnedåb, men som mener, at kun voksne skal kunne døbes, og at dåben skal ske ved fuldstændig neddykning. Ifølge baptismen er Bibelen den eneste autoritative kilde til Guds sandhed, og det enkelte menneske har direkte adgang til denne sandhed. Ingen andre, heller ikke præsterne, kan bestemme ens tro. I første omgang bygger troen på den enkeltes læsning og tolkning af de bibelske skrifter. I anden omgang bygger den på menighedens samlede læsning og tolkning og diskussion med præsten.

Den baptistiske kirke er ”kongregationalistisk”, dvs. at den enkelte menighed har fuld autonomi i forhold til den daglige praksis og ikke er underlagt en central autoritet – i modsætning til f.eks. de katolske kirker, som refererer til Paven og Vatikanet. Baptistiske gudstjenester består blandt andet af improviseret bøn og sang, ofte akkompagneret af et kor eller et band.

Hvilket politisk miljø voksede han op i?

Flere år før Martin Luther King blev født, havde hans morfar været præsident for Atlanta-filialen i en af de første borgerretsorganisationer, National Association of the Advancement of Colored People (NAACP), som senere skulle blive en af de mest indflydelsesrige borgerretsorganisationer i USA. I 1930erne var faren lokal leder af NAACP, hvor han blandt andet organiserede masseregistreringer af sorte vælgere.

Atlanta var en stærkt raceopdelt by, der byggede på en række apartheid-lignende love, de såkaldt Jim Crow-love, der adskilte sorte og hvide i det offentlige rum i alt fra skoler og busser til restauranter og kirkegårde (se også Faktalink-artiklen ”Den amerikanske borgerretsbevægelse”). Det var en by, hvor sorte tiltalte hvide med ”Sir” og ”Ma’am” og hvide tiltalte sorte med ”boy” og ”girl”. Martins far var en stolt og politisk bevidst mand, der nægtede at lade sig knægte af den hvide racisme. En dag blev han og sønnen stoppet af en hvid politibetjent, som sagde: ”Boy, show me your license”. Den gamle King svarede: ”Do you see this child here?” og pegede på Martin – ”That’s a boy there. I’m a man. I’m Reverend King”. Bagefter sagde han til sin søn: ”I don’t care how long I have to live with this system, I am never going to accept it. I’ll fight it until I die”. Citaterne kan findes i biografien ”Martin Luther King, Jr.” (se kilder).

Hvilken uddannelse tog King?

Som søn af en præst tilhørte Martin Luther King den afroamerikanske elite i Atlanta. Det var hans fars store ønske, at han skulle få sig en god uddannelse, og derfor sendte han tidligt Martin i privatskole. Ifølge biografien ”Martin Luther King, Jr.” (se kilder) skyldtes det muligvis også, at den gamle Kings engagement i den tidlige borgerretsbevægelse havde ført til adskillige racistiske trusler, hvorfor han ikke ønskede at sende sine børn i den overfyldte offentlige skole. Martin klarede sig godt. Som 15-årig holdt han sin første store tale i en landsdækkende talekonkurrence over temaet ”The Negro and the Constitution” og blev tildelt en andenplads. Hans talegaver var en kilde til stolthed hos faren.

Som 15-årig blev Martin Luther King optaget på Morehouse College i Atlanta, hvor både hans far og morfar havde gået før ham. Det var her, han første gang hørte om Mahatma Gandhi (1869-1948), den indiske frihedskæmper som kæmpede for Indiens uafhængighed fra Storbritannien. Gandhis tanker skulle få stor indflydelse på Kings ikkevoldelige tilgang til borgerretskampen. Men ellers stod det hverken skrevet i sol eller måne, at den unge Martin skulle blive en stor borgerretsaktivist eller fortsætte den akademiske løbebane. Som så mange andre unge brugte han mere tid på det sociale liv på Morehouse end på politik og studier. Men i 1947 blev han Bachelor of Arts med hovedfag i sociologi.

På trods af hans hang til piger og god mad snarere end til disciplin og akademiske studier, besluttede han sig til at læse videre og blev optaget på det baptistiske college Crozer, sydvest for Philadelphia, hvor han studerede teologi. Her blev han en mere seriøs studerende, og i 1951, da King var 19 år gammel, sagde rektor om ham, at han var en af de bedste studerende, Crozer nogensinde havde haft, fremgår det af biografien ”Martin Luther King, Jr.” (se kilder).

I 1948 blev King præsteviet og virkede som assistent for sin far i kirken. Tre år efter tog han afgang fra Crozer og fortsatte sin uddannelse på Boston University, hvor han færdiggjorde sin Ph.D. i systematisk teologi i 1955.

Hvem giftede han sig med?

Den unge Martin Luther King var udadvendt, havde et aktivt socialt liv og var populær blandt venner og kvinder. Men selvom han nød livet som ungkarl, hvilede der et vist pres på ham i forhold til at blive gift. Ifølge biografien ”Martin Luther King, Jr.” (se kilder) var det forventet, at man som præst var gift, og Martin var bange for, at hvis han ikke selv fandt sig en udkåren, ville hans forældre presse ham ind i et arrangeret ægteskab.

Da den unge King i 1952 mødte Coretta Scott, som studerede opera på New England Conservatory Music i Boston, blev han hurtigt overbevist om, at hun var den rette for ham. Coretta var mere skeptisk. Hun bekendte sig til metodismen, en protestantisk kirkelære, der lægger vægt på en from levevis, og hun havde visse forudindtagede meninger om sorte, egocentriske baptistpræster. Og da hun hørte, at Martin havde planer om at nedsætte sig som præst i syden, vidste hun, at hun ville være nødt til at ofre sin drøm om at blive operasangerinde. Med tiden vandt han dog hendes hjerte, og i 1953 viede den gamle King dem på familien Scotts familiested i Alabama. Parret tog tilbage til Boston, hvor de begge gjorde deres studier færdige.

Corettas liv skulle for fremtiden blive defineret af sin mands engagement som præst og borgerretsforkæmper. I 1954 flyttede parret til Montgomery, hovedstaden i Alabama, hvor King fik job som præst. Tidligere på året havde NAACP vundet sagen Brown vs. Topeka, hvor Højesteret havde erklæret raceopdelte skoler i strid med forfatningen (se Faktalink-artiklen ”Den amerikanske borgerretsbevægelse”). Da Martin indtog sit nye embede, opfordrede han sin menighed til at melde sig ind i NAACP og registrere sig som vælgere.

Hvad gjorde King oprør imod?

Martin Luther King levede i en tid, hvor racismen stortrivedes i USA og hvor sorte ikke nød de samme fundamentale borgerrettigheder som deres hvide medborgere. Borgerretsbevægelsen – og Martin Luther King – skulle især komme til at kæmpe for to ting: Ophævelse af raceadskillelsen og stemmeret til alle.

· Raceadskillelse

Siden slavetiden havde sorte og hvide levet meget adskilt, og fra slutningen af 1800-tallet blev der især i syden indført en række love, der cementerede adskillelsen af sorte og hvide i det offentlige rum i alt fra skoler og busser til restauranter og kirkegårde. Nogle af lovene spredte sig også til stater i norden, men selvom lovene ikke var lige så udbredte i nordstaterne, eksisterede den uformelle racisme også her i bedste velgående. Ifølge de såkaldte Jim Crow-love kunne en sort for eksempel ikke sidde ved siden af en hvid i busser og i mange restauranter. Og samtidig var de faciliteter, der blev stillet til rådighed for de sorte, altid af ringere kvalitet end dem, der var beregnet for hvide. Adskillelsen gjaldt også på uddannelsesområdet, hvor sorte ofte blev nægtet adgang til de samme skoler og institutioner som hvide børn og unge.

· Stemmeret

På trods af at den 15. forfatningsændring i 1870 havde sikret stemmeret til alle amerikanske statsborgere, blev afroamerikanere forhindret i at bruge den i praksis. Især i syden blev de truet, nægtet adgang til stemmelokalerne eller nægtet muligheden for at tage den læsetest, de skulle bestå for overhovedet at få lov til at stemme. En læsetest, der var udviklet for at holde afroamerikanerne ude af stemmelokalerne. De skulle betale valgskat, hvilket de ofte ikke havde råd til, de skulle bevise, at de kunne læse og de skulle bevise, at de havde ejendom.

Det var de to ting, King og borgerretsbevægelsen var oppe imod. Og det var de to kampe, de skulle vinde med indførelsen af borgerretsloven i 1964 og stemmeretsloven i 1965.

Hvornår trådte King ind på den historiske scene?

I 1954 ankom Martin Luther King med sin kone Coretta til Montgomery, Alabama, for at indtræde i sit nye embede som præst. Montgomery var byen, hvor han allerede i en tidlig alder var blevet konfronteret med den hvide racisme, da en buschauffør kaldte ham ”a black son-of-a-bitch” og tvang ham til at overdrage sin plads til en hvid passager. Ifølge biografien ”Martin Luther King, Jr.” (se kilder) skulle King senere fremhæve hændelsen som ”the angriest I’ve ever been in my life”.

Montgomery’s busser skulle blive Kings skæbne. Året efter han og Coretta var flyttet til byen, steg en 43-årige afroamerikansk kvinde på en af byens busser, indtog en plads og nægtede at give den fra sig, da buschaufføren bad hende overdrage den til en hvid passager. Rosa Parks' stædighed førte til, at hun blev arresteret, men hendes arrestation skulle ikke være forgæves. Borgerretsorganisationer som Women’s Political Council (WPC) og National Association for the Advancement of Coloured People (NAACP) fulgte op med en større aktion, og den 5. december 1955 boykottede 90 procent af Montgomery's sorte indbyggere de offentlige busser. Umiddelbart efter mødtes en række politiske organisationer – blandt andet NAACP – med byens sorte præster for at diskutere, om boykotten skulle forlænges. Det var på dette møde, at Martin Luther King for første gang trådte ind på den historiske scene. Her blev Montgomery Improvement Association (MIA) nemlig dannet, og Martin Luther King blev valgt til præsident for organisationen, som vedtog, at boykotten skulle fortsætte og stod i spidsen for at koordinere den.

Allerede under denne første masseprotest i borgerretsbevægelsens historie viste King to sider af sig selv, som skulle blive hans varemærker: Han var en gudsbenådet taler, som ikke bare mestrede retorikkens gyldne regler til fingerspidserne; han havde også en karisma og en stemme, der i den grad rørte ved tilhørerne. Og med sin solide forankring i den kristne tro og sin store inspiration fra Gandhi opfordrede han samtidig fra dag ét i sit liv som borgerretsaktivist sit folk til at møde deres modstandere med kærlighed og bruge ikkevoldelige protestmetoder. På trods af at han under den 11 måneder lange boykot både blev fængslet, blev truet på livet og blev udsat for et bombeangreb i sit hjem, fastholdt han sit ikkevoldelige budskab.

Den 13. november 1956 blev raceadskillelsen i offentlige busser erklæret forfatningsstridigt i Højesteret.